‹ Tilbage til oversigt

Valby Vandkulturhus

I Valby har Pihl for Københavns Kommune opført en 3520 m² stor lavenergi svømmehal, indeholdende terrassebassiner, legebassin, motionsbassin, soppebassin, grotte, vandrutsjebane, boblebad og modstrømskanal i flere niveauer.
I tilknytning til hallen er der indrettet et relax-område med bl.a. massagerum og sauna. I projektet er indarbejdet tiltag for at minimere svømmehallens energiforbrug, bl.a. mindre vinduesflader, primært placeret på den sydvendte facade.
Der er udelukkende installeret lavenergibelysning samt ny teknologi, der tilpasser mængden af cirkulerende vand til antal personer i bassinerne. Energibesparelser er i øvrigt opnået ved at optimere de tekniske anlæg og sikre et minimalt varmetab via tag og facade.
Bygningens facade er udført i beton og glas-alu og hælder 5º indad. Dele af facaden er øverst beklædt med zink og nederst med facadepuds. Flere af bygningens indvendige vægge hælder ligeledes 5º og fremstår i ubehandlet farvet beton.
Bygningens komplekse geometri stillede store krav til materialer og den håndværksmæssige udførelse. Omfattende jord-, beton- og stålarbejder er indgået i opgaven.

  • Bygherre:

    Københavns Ejendomme

  • Hovedentreprenør:

    Pihl & Søn A/S

  • Arkitekt:

    Nøhr & Sigsgaard

  • Ingeniør:

    Rambøll

  • Areal:

    3520 m2

  • Udførelse:

    2010 - 2012

  • Entreprisesum:

    80 mio